Tvangsfjernelsessager?

Lovgrundlaget for tvangsfjernelse findes i serviceloven (link til Serviceloven).

Endvidere er menneskerettighedskonventionen (link http://www.menneskeret.dk/menneskeretieuropa/konventionen/selveemrk/) gældende ret på området.

FN´ børnekonvention (link http://boes.org/un/danun-b.html) er ikke gældende ret, men Danmark har forpligtet sig til at tage hensyn til konventionen.

Hvordan behandles en tvangsfjernelsessag:

B & U:

Sagen indledes med at forvaltningen laver en indstilling til børn- & ungeudvalget, som er et kommunalt udvalg, hvor der deltager 1 dommer, 1 pædagogisk-psykologisk sagkyndig og 3 kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Udvalget kan alene tiltræde eller afvise forvaltningens indstilling. Udvalget kan således ikke pålægge forvaltningen at foretage konkrete handlinger.

Der vil dog i mange tilfælde være mulighed for, at dommeren, hvis sagen ikke er tilstrækkelig klart oplyst, vil gøre brug af sin ret til at lade sagen nærmere undersøge, og dermed udsætter sagen på en nærmere undersøgelse.

Der foretages ikke nogen reel prøvelse af det sagsmaterialet, som forvaltningen indbringer for udvalget, idet dette ukritisk lægges til grund for sagens afgørelse.

Den Sociale Ankestyrelse (børn- & ungeudvalgets anke):

Den Sociale Ankestyrelse træffer afgørelse ved 2 af socialministeren beskikkede medlemmer og 2 ankechefer fra Den Sociale Ankestyrelse (der deltager endvidere en sagkyndig under sagen).

Den Sociale Ankestyrelse kan kun, når der foreligger særlige omstændigheder, jf. lov om social sikkerhed § 69, efterprøve det skøn som er foretaget under sagen. Sagen vil blive bedømt sådan som forvaltningen indstiller den. 

Ankestyrelsen kan således som udgangspunkt alene tage stilling til formelle mangler i sagsbehandlingen og indstille til forvaltningen at rette op på ulovlighederne. Selv forvaltningens meget grove sagsbehandlerfejl (f.eks. manglende handleplan i forhold til anbringelsen, manglende inddragelse af børnene o.s.v.) vil ikke medføre en hjemgivelse af børnene i forbindelse med sagens behandling, idet forvaltningens indstilling vil blive lagt til grund som den objektive sandhed.

Landsretten (anke af Den Sociale Ankestyrelses afgørelse):

Landsretten påser alene grænserne for det skøn der er udøvet under sagen (jf. bl.a. princippet i grundlovens § 63), hvorfor det som udgangspunkt alene vil være ved formelle mangler i forbindelse med tvangsfjernelsen, at landsretten vil give forældrene medhold. Oftest vil det dog forholde sig således, at landsretten ved en konkret væsentligheds fortolkning vil komme til det resultat, at der skal ske tvangsfjernelse selv trods meget grove sagsbehandlerfejl.

Højesteret:

For at indbringe en sag om tvangsfjernelse for højesteret, skal Civilretsdirektoratet give en procesbevilling. Som udgangspunkt vil man ikke opnå en sådan tilladelse, men man er alligevel tvunget til at forsøge, hvis man ønsker at indbringe sin sag for den europæiske menneskerettighedsdomstol, idet mulighederne i Danmark skal være prøvet forinden sagen indbringes for menneskerettighedsdomstolen.

Den europæiske menneskerettighedsdomstol:

Klager til menneskerettighedsdomstolen (link http://www.menneskeret.dk/menneskeretieuropa/domstolen/saadanklage/)

Afgørelser:

Man kan hente afgørelser og vejledning på Den Sociale Ankestyrelses hjemmeside (link www.dsa.dk) og afgørelserne fra den europæiske menneskerettighedsdomstol på deres hjemmeside (link http://www.echr.coe.int/).

De Danske Domstole har ikke er tilsvarende domsregister, hvor man kan se afgørelser.

Hvordan undgår man en uberettiget tvangsfjernelse:

Det er vigtigt at gøre sig klart, at når først sagen er indstillet til behandling ved børn- & ungeudvalget, vil det kæve noget helt særligt for at undgå tvangsfjernelsen, idet forvaltningens indstilling lægges til grund som den objektive sandhed.

For at undgå en tvangsfjernelse er der en række forhold som man bør tage i betragtning, forinden det kommer så vidt:

• Forvaltningen har en forpligtelse til at forsøge med støtte forinden sagsbehandlingen målrettes mod en tvangsfjernelse. Af Socialforskningsinstituttets ”tærskler for anbringelse” fremgår det, at forvaltningerne målretter deres sagsbehandling mod tvangsfjernelser. For at undgå at blive udsat for en sådan behandling, vil det være klogt skriftligt at definere de tiltag, som enten kan bedre forholdene eller dokumentere at der ikke er grundlag for tvangsfjernelse. Med andre ord kan man skriftligt anmode forvaltningen om konkrete tiltag. Det er vigtigt, at man efterfølgende samarbejder om disse tiltag, idet det i modsat fald vil medføre, at forvaltningen i indstillingen kan oplyse, at det ikke er muligt at yde yderligere støtte.
• Ofte vil man som forældre opleve, at man ikke kan kende den drøftelse af sagen, som man har haft med forvaltningen, når disse tilføres journalerne. Forvaltningen har pligt til skriftligt at meddele enhver beslutning, hvorfor man bør anmode om en sådan skriftlighed. Ligeledes bør man selv skrive referat og tilsende dette til forvaltningen efter afholdt møde, og i øvrigt undgå at ringe til forvaltningen, men alene skrive. Vores kontor har netop været udsat for det samme under en sags behandling ved Den Sociale Ankestyrelse, hvor ankestyrelsen efterfølgende oplyser, at man under mødet ville lade yderligere bilag indgå, hvilket var direkte i strid med sandheden, idet det under mødet alene blev tilbudt, at lade en konkret skrivelse fra forvaltningen indgå.
• Har forvaltningen frygt for, at forældrene er i en eller anden form for misbrug, bør man som forældre straks indlede en testning (f.eks. ved læge)til dokumentation af, at dette ikke er noget problem.
• Er der beskyldninger om at den ene af forældrene har begået vold eller incest, bør den anden forældre foretage en politianmeldelse. Ofte vil forvaltningen ikke tage initiativ til en politianmeldelse, hvilket er uforståeligt. Måtte det vise sig, at der ikke har været vold eller incest, har forvaltningen efter persondataloven pligt til at slette sådanne oplysninger (på begæring). Som forældre skal man når der komme sådanne beskyldninger tænke sig godt om. Er man på nogen måde i tvivl om det faktisk er sådan, at den anden forældre har udsat barnet for vold eller incest, bør man lade tvivlen komme barnet til gode, og flytte fra den anden forældre. 
• Efter socialministeriets vejledning er det således, at forvaltningen så vidt muligt skal følge forældrenes ønske om valg af psykolog til at foretage undersøgelser af familien, hvor dette skønnes nødvendigt. Det er vigtigt, at man selv vælger en psykolog, idet der ofte er stor forskel på de psykolograpporter, som udarbejdes af forvaltningens faste psykologer til brug for tvangsfjernelsessager og de psykolograpporter, som udarbejdes af psykologer som ikke arbejder for forvaltningerne (dette er ikke dokumenteret, men bygger alene på vores erfaringer).

Det kan vel undre meget, når man som forældre må opleve, at drankeren går ind på værtshus med sit barn, når man selv har fået tvangsfjernet sit barn trods det forhold, at man har gjort alt hvad man kan for at undgå en tvangsfjernelse. Sådan oplever mange af de forældre, som kommer på vores kontor, tvangsfjernelserne, og faktisk er det ofte meget sigende i forhold til, hvorfor disse forældre står med problemerne. Hvis man som forældre ikke bare snakker sagsbehandlerne efter munden, men faktisk viser, at man selv vil bestemme, kan man ofte komme i den situation, at systemet vil vise sin magt (og det kan blive til en tvangsfjernelse). Det er derfor aldrig klogt at være rethaverisk i forhold til sagsbehandlerne, medmindre det er nødvendigt, og så skal det være skriftligt.