Forældremyndighedssager?

 

 

 

Lovgrundlaget for forældremyndighedssagerne findes i forældremyndighedsloven (link Forældremyndighedsloven).

 

Aftale om fælles forældremyndighed og samvær:

 

Det er ikke en betingelse for fælles forældremyndighed, at forældrene bor sammen. For mange familier fungerer det fint, at have fælles forældremyndighed efter en skilsmisser. Det vil oftest være en fin forudsætning for at godt samarbejde, at forældrene har fælles forældremyndighed.

 

Ægtefæller har automatisk fælles forældremyndighed, hvorimod det for ugifte par er en betingelse for fælles forældremyndighed, at aftale om fælles forældremyndighed anmeldes ved statsamtet. Er der ikke sket en sådan anmeldelse af fælles forældremyndighed, vil moderen have forældremyndigheden.

 

Ved samlivsophævelse kan hver af forældrene forlange, at den fælles forældremyndighed skal ophøre. Kan parterne herefter blive enige om, hvem der skal have den fulde forældremyndighed, skal en sådan aftale godkendes ved statsamtet, som vil godkende aftalen, medmindre det vil være til skade for barnet.

 

Man skal være opmærksom på, at statsamterne tilbyder børnesagkyndig rådgivning i forbindelse med sådanne samlivsophævelses situationer. Der er forskel på kvaliteten af denne rådgivning, men som udgangspunkt vil det være en god ide at søge rådgivningen, idet man vil opleve, at man får større forståelse for situationen og får hjælp til at strukturere den fremtidige håndtering af det med at skulle dele børnene.

 

Det er ligeledes statsamtet som fastsætter samvær, hvis forældrene ikke kan blive enige om samværet. Som udgangspunkt er man fritstillet til at aftale lige hvilken samværsordning man ønsker.

 

Retssager:

 

Kan man som forældre ikke opnå enighed om, hvem forældremyndigheden skal tillægges, afgøres spørgsmålet ved retten.

 

Som udgangspunkt vil retten ved sin afgørelse lægge vægt på, hvor børnene opholder sig, og hvor de har deres hverdag på tidspunktet for retssagen. Er retssagen anlagt umiddelbart efter samlivsophævelsen, har barnet ofte ikke etableret en ny hverdag, hvorfor det afgørende vil blive momenter som, ved hvem vil barnet opleve den mindste ændring i forhold til det barnet en vant til, hvem er bedst egent som forældre, hvem har den tætteste tilknytning til barnet, hvem har været den primære omsorgsperson, hvem ønsker et godt samarbejde mellem forældrene, forhindrer den ene af forældrene samvær.

 

For at få undersøgt samspillet er mellem forældre og børn, vil der ofte blive foretaget en børnesagkyndig undersøgelse, hvor en psykolog undersøger familiens forhold.

 

Børn over 12 år vil blive hørt om deres situation. Man vil ikke stille børnene i det dilemma, at de skal ind for at udtale sig under domsforhandlingen ved retten, men de vil komme til et uformeldt møde på dommerens kontor, hvor de vil blive spurgt til deres hverdag. Den dygtige dommer kan udspørge barnet, uden at barnet bemærker, at dommeren faktisk undersøger barnets ønske, og dermed bemærker barnet i mindre grad at skulle tage stilling til konflikten mellem forældrene.

 

Er der vold eller andre forhold, som man ønsker at retten skal tage med i sine overvejelser ved afgørelse af sagen, er det yderst vigtigt, at man tager barnet til læge, foretager politianmeldelse og underretning til de sociale myndigheder umiddelbart efter at forholdet er konstateret. Disse rapporter kan herefter indgå i sagen. Det vil som udgangspunkt ikke være muligt at føre vidner, og i særdeleshed ikke om vold eller incest, idet retten ikke vil tillade sådanne vidner.

 

Under en forældremyndighedssag vil der være mulighed for at enten at søge fri proces eller få en advokat beskikket af retten. Uanset om der sker beskikkelse ved retten eller der bevilges fri proces, vil det være indkomstforholdene, som er afgørende for bevillingen/beskikkelsen.

 

Reglen om fri proces findes i bekendtgørelse om fri proces (Link Bekendtgørelse Fri proces) § 2 stk. 4. Man skal være opmærksom på, at en evt. ny ægtefælles/samlevers indkomst er uden betydning. Endvidere skal man være opmærksom på, at der efter §2 stk. 5 sker forhøjelse af indkomstbeløbet, når man forsørger børn.

 

Som udgangspunkt yder forsikringsselskaberne ikke forsikringsretshjælp til sager om forældremyndighed.